- David Moyes er blevet blød
Skotske David Moyes havde en god tid i Everton inden han erstattede Sir Alex Ferguson i Manchester United, hvilket gik helt skidt. Han var derefter en tur over det spanske, hvor han stod i spidsen for Real Sociedad, men nu er han tilbage i det engelske. Denne gang i den nordlige egn – nemlig hos Sunderland.
Det er dog en anderledes mand, der er vendt tilbage til England, hvis man spørger Steven Pienaar, som i denne sæson blev hentet til The Black Cats.
– Jeg vil faktisk sige, at han er blevet en smule blød! Før i tiden turde man knapt kigge på ham, når han trådte ind i omklædningsrummet, men nu er han mere åben, afslappet og rolig.
– Jeg tror, han har ændret sig efter hans oplevelse i Spanien. Han har nok lært, at man skal være åbne omkring sine spillere og tale med dem. Men der er stadig bid i ham. Han er en ærlig manager, og alle har lyst til at arbejde hårdt for ham, har Steven Pienaar fortalt til Sky Sports, hvor han også sammenligner projektet i Sunderland med tiden i Everton.
– Da Moyes kom til Everton var han også nødt til at opbygge et hold fra bunden, og det tror jeg også, han vil gøre her. Han vil skabe sit eget hold og sørge for stabilitet på den lange bane.
Sunderland spiller deres næste kamp imorgen klokken 16.00, hvor man får besøg af Crystal Palace.