Dårligt nyt for Højlund før Uniteds møde med Forest
Manchester United skal i kamp lørdag aften, når Nottingham Forest gæster Old Trafford.
Her skal De Røde Djævle forsøge at rejse sig efter midtugens nederlag til Arsenal på Emirates Stadium.
I den kamp startede Rasmus Højlund på banen, men danskeren fik aldrig for alvor spillet til at fungere, og efter 79 minutter blev han skiftet ud til fordel for Antony.
Men når Manchester United lørdag får besøg af Nottingham Forest, kommer Rasmus Højlund til at starte på bænken – i hvert fald hvis man skal tro Manchester Evening News.
Lokalavisen har vanen tro sat Manchester Uniteds forventede startopstilling, og her er Rasmus Højlund ikke at finde. Det er i stedet Joshua Zirkzee, der er sat til at skulle starte helt i front med Bruno Fernandes og Marcus Rashford på siderne.
Ej heller Christian Eriksen er at finde i den forventede startopstilling. Den centrale midtbane, hvor danskeren plejer at spille, udgøres af Kobbie Mainoo og Casemiro.
Læs også: Hurtigt exit? Kæmpeklub lurer på Joshua Zirkzee
Manchester United skal i kamp igen i midtugen. Her skal holdet en tur til Tjekkiet for at møde Plzen i Europa League.
I den kommende weekend venter et lokalopgør. De Røde Djævle brager til den tid sammen med Manchester City på Etihad Stadium.


















