Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Dansker-skifte er tæt på: Billing bliver i Premier League

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
22.07.2019 Kl. 10:28
Football Insider skriver, at den danske Huddersfield-spiller er tæt på at skifte til Bournemouth.

Philip Billing ser ud til at slippe for en sæson i den næstbedste engelske fodboldrække, for Bournemouth er i avancerede forhandlinger med Huddersfield om et køb af danskeren.

Det skriver Football Insider i en eksklusiv historie.

Den 23-årige danske midtbaneprofil, som gjorde god figur for The Terriers i en ellers håbløs sæson, er selv frisk på at forlade Huddersfield, og Bournemouth er mere end villige til at opfylde Billings ønske om at fortsætte i Premier League.

For en kilde fra Bournemouth fortæller til Football Insider, at Cherries-træner Eddie Howe er en stor beundrer af den danske midtbaneslider og har gennemtrumfet, at klubben skal hente ham inden deadline day.

Og det ser ud til, at det blot er et spørgsmål om tid.  Huddersfield, som nu skal tilpasse sig livet i The Championship, planlægger allerede efter en fremtid uden Billing på holdkortet, hvorfor danskeren heller ikke er blevet tildelt et trøjenummer for den kommende sæson.

Desuden har Billing også blot ét år tilbage på sin kontrakt med Huddersfield, så skal klubben nå at tjene penge på danskeren, skal det ske denne sommer.  Dermed er vejen til Bournemouth banet for Billing.

Annonce