Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Dansker efter PL-debut: Spurgte Shaqiri om lov til at sparke

Af Redaktionen
14.05.2018 Kl. 17:32
Lasse Sørensen spurgte stjernen Xherdan Shaqiri om lov, inden den unge dansker tog frisparket og svingede den ind i hovedet på Peter Crouch.

Stoke havde en overraskelse med i opstillingen, da de søndag mødte Swansea i sidste spillerunde. Den bare 18-årige danske midtbanespiller Lasse Sørensen havde således fundet vej til Stokes startopstilling, og han gjorde et solidt indtryk ved at levere en assist til Stokes anden scoring. 

Stoke vandt kampen med 2-1 og dermed fik Sørensen en drømmedebut for The Potters. Han er da også en glad mand dagen derpå, hvor han har snakket med Tipsbladet.dk: 
 
– Det var en kæmpe oplevelse. Helt fantastisk og faktisk meget svær at beskrive. Jeg har arbejdet hårdt i lang tid på at få debut i Premier League, og nu lykkedes det. Det vil jeg aldrig nogensinde glemme, og jeg nød hvert minut inde på banen, siger Lasse Sørensen og fortsætter om den dødbold, han sendte ind i hovedet på Peter Crouch til sin første PL-assist:
 
– Det var på forhånd aftalt, at jeg skulle tage dødbolde, og jeg havde også en følelse af, at jeg ramte frisparket meget godt, og så var det selvfølgelig fantastisk at se Crouch score inde i feltet. Hvis nogen havde sagt til mig på forhånd, at jeg ville lave en assist i min Premier League-debut, så havde jeg helt sikkert købt den.
 
– Jeg spurgte lige Shaqiri, om det var okay, at jeg sparkede. Jeg havde forstået det sådan, at jeg skulle tage dødbolde, men jeg ved også, at jeg ikke ligefrem er øverst i hierarkiet, så hvis Shaqiri havde insisteret på at sparke, var han nok kommet til det. Men jeg er glad for, at han lod mig gøre det, fortæller Lasse Sørensen.
 
18-årige Sørensen, der tidligere har spillet ungdomsfodbold i Esbjerg, fik 76 minutter på banen for Stoke, der vandt opgøret med 2-1, men alligevel må tage turen ned i the Championship. 
 
Sørensen har været i Stoke siden januar 2016.
Annonce