Dansk landsholdstjerne endte på herberg: Her er den tragiske historie om det glemte multitalent
Blandt dansk fodbolds helt store talenter har der ind imellem været nogle stykker der ikke helt fik det ud af dét, som evnerne egentlig berettigede til.
Multitalent måtte drible mellem fristelserne
Før i tiden var der kortere afstand imellem de bedste spillere og tilhængerne. Det gav tæt kontakt med rygklappere og velmenende begejstrede fans. Der var aldrig langt til nærmeste værtshus og en pot billard og en kop øl.
For nogle spillere blev det glade liv på storbyens brune bodegaer dyr for karrieren.
For andre var talentet og potentialet så indlysende at det var nemt – for nemt – at holde sin plads i spotlightet, selv om træningsindsatsen var sløj. Spillerne var jo amatører, og der var en vis tolerance overfor slendrian. I alt fald hvis den pågældende spiller var dygtig nok.
Otto Larsen havde nok en blanding af ovenstående. Der er under alle omstændigheder ingen tvivl om, at han var et af dansk fodbolds mest lovende talenter, og at han langt fra fik nok ud af det. Man fristes til at danne en reference til Kjell Abels ”Sangen om Larsen”; Det sku’ vær’ så godt, og så er det faktisk skidt. Men helt skidt var det nu ikke. Larsen var nemlig en universalspiller af højt format. Han havde en atletisk fysik og en god teknik, og han kunne spille stort set alle pladser.
Otto (fornavnet Jens blev kun benyttet i officielle sammenhænge) voksede op i et fattigt arbejderhjem på Amager. Faren var havnearbejder. Knægten kom i Boldklubben Frem i 1913 og spillede, ifølge Steen Meisner Bjerres Fodboldstatistik.com, 129 førsteholdskampe. Det er et højt tal, perioden taget i betragtning, men stortalentets optrædener var fordelt over 11 sæsoner. Under 1. Verdenskrig indgik Larsen i Sikringsstyrken og blev indrulleret i Københavns Kystartilleri.
Han uddannede sig som maskinarbejder og boede i mange år hos sin mor på Saltholmsvej på Amager. Efter at have færdiggjort uddannelsen arbejdede Otto på den Kgl. Mønt på Amager Boulevard.
Sølvtrofæet røg i smeltediglen
I 1918 debuterede han, som 25-årig, på landsholdet. Den gyldne generation, der havde ført dansk fodbold til verdenstoppen med OL-sølvmedaljer i 1908 og 1912, var efterhånden ved at ebbe ud. Men der var en stærk talentmasse, hvor bl.a. Valdemar Laursen, Fritz Tarp, Steen Steensen Blicher, Carl Skomar’ Hansen og ikke mindst Otto Larsen stak ud. Sidstnævnte lignede et ualmindeligt godt bud på en afløser for den fantastiske venstre wing Vilhelm Wolfhagen på landsholdet.
Debuten blev en succes. Danmark slog Sverige med 3-0 på bl.a. to mål af Carl Skomager. En dedikeret tilhænger havde udlovet pokaler i ægte sølv til spillerne, hvis de slog svensken. Det var selvfølgelig helt tys tys, for det kunne koste amatørlicensen, hvis det blev opdaget at spillerne tog imod private gaver. Pokalerne røg formentlig hurtigt i smeltediglen, men veteranen Sophus Krølben Nielsen forærede sin til Boldklubben Frem, hvor den i mange år fungerede som vandrepokal.
Siden spillede Otto Larsen 9 landskampe yderligere, men han kom ikke med til OL i 1920, da han ikke levede op til DBU’s udtagelseskrav i forhold til træningsindsats.
I 1924 afsluttede Otto Larsen sin karriere i Frem. Året forinden havde han scoret det afgørende mål i DM-finalen mod AGF, da Frem vandt sit første danske mesterskab. Han havde spillet for forskellige amagerkanske klubber i sin ungdom og han valgte at spille sin sidste sæson som aktiv i Fremad Amager. Trods en flot karriere er eftermælet i nogen grad præget af, at talentet aldrig helt blev indfriet. Der er nok ikke nogen tvivl om, at Otto Larsen kunne være blevet en legende i dansk fodbold, hvis seriøsiteten havde matchet talentet.
Da rampelyset slukkedes, fulgte en svær tid. 1930’erne var en hård periode for mange i samfundet. Arbejdsløsheden var massiv og den sociale velfærdsstøtte var minimal. Da Danmark blev besat i 1940, havde Otto Larsen bopæl på et herberg for mænd i Saxogade på Vesterbro. Siden flyttede han til Jylland.
Jens Otto Larsen gik bort i Onsild ved Hobro i 1969.
