Dansk klub chokerer: I dialog med Mathias Jensen
En af de mest markante skikkelser på det danske landshold og en fast profil i Premier League kan stå foran et opsigtsvækkende skifte tilbage til Superligaen. Mathias Jensen har i flere sæsoner været en hjørnesten i Brentfords succes, men nu pibler detaljer ud om en romantisk retur til den klub, hvor det hele startede. Drømmen om at bringe den 30-årige midtbanegeneral hjem til Farum er ikke længere blot en fjern tanke hos fansene, men en konkret strategi hos FC Nordsjælland.
Klubbens fodbolddirektør, Alexander Riget, lægger i et opsigtsvækkende interview med Tipsbladet ikke skjul på, at klubben arbejder målrettet på at hente deres tidligere profiler tilbage til den danske andedam. Han bekræfter direkte, at dialogen med Mathias Jensen er yderst aktiv og foregår på ugentlig basis. Ifølge Riget er målet klart: Klubben ønsker at realisere drømmen om at se Mathias Jensen i den røde trøje igen, og man gør alt for at holde forbindelsen ved lige, indtil timingen er helt rigtig for begge parter.
– Ja, helt klart! Vi vil rigtigt gerne hente nogle af vores tidligere spillere hjem. Vi prøver hele tiden at være i dialog med vores tidligere spillere, og jeg er i dialog med mange af dem ugentligt. Det er der også mange af vores andre gode medarbejdere, der er, fordi vi selvfølgelig på et tidspunkt gerne vil realisere det, som du beskriver her (at hente tidligere spillere tilbage, red.)
– Og Mathias er uden tvivl en spiller, vi rigtigt gerne vil have tilbage i Nordsjælland. Man kan sige, at lige nu gør han det forholdsvist godt i Brentford, så spørgsmålet er, om det er lige tidligt nok. Men selvfølgelig er det en spiller, som vi rigtigt gerne vil have tilbage, ingen tvivl om det. Og det er også en spiller, vi er i dialog med, siger Riget i et interview med Tipsbladet.
Mathias Jensen har kontraktudløb til sommer, men Brentford har dog en option på at forlænge hans kontrakt med et år. Det er endnu tvivlsomt, om dette kommer til at ske.
Det er blevet til 30 A-landskampe for Mathias Jensen, der har rundet de 30 år.
PLBOLD mener
– Han er dén spiller, der har opnået næstflest kampe i Brentford, men man kan også sige, at rollen, som Mathias Jensen har, er ikke den største, siger PLBOLD-journalist Morten Jørgensen i videoen herunder.
Spørgsmålet er, om tiden nu er inde til, at Mathias Jensen vender hjem til Superligaen, eller om der venter et par år i udlandet?
Med tanke på, at han har gjort det forholdsvist godt for Brentford i indeværende sæson, hvor det også er blevet til flere kampe fra start, er det måske lige tidligt nok.
Andetsteds er det netop blevet afsløret, at Xabi Alonso siger ja til Premier League-job. Læs mere her.



















