Annonce
Annonce

Danmarks forsvars-Superman: Måtte stoppe alt for tidligt

21.10.2026 Kl. 08:36
Holdt Maradona i kort snor.

Fysisk pragteksemplar

57 år i dag.

Jakob Kjeldbjerg Jensens karriere startede i hans fødeby, midtjyske Alhedens IF der hjemmehører i Frederiks, syd for Viborg.

Siden blev talentet prøvet af i Viborg og Holstebro, men det var i Silkeborg IF at Kjeldbjerg fik sit store gennembrud. Det var i den store SIF-periode i starten af 90’erne under Viggo Jensen og siden Bo Johansson.

Den unge defensivspiller var et fysisk pragteksemplar, og så var han ualmindeligt dygtig til at læse spillet.

Besad alle kompetencerne

Det er ikke for meget sagt, at Jakob var et talent, som man forventede sig meget af i DBU’s talentudviklingsarbejde. I starten af 1990’erne var der mange debatter om, hvilke typer forsvarere der ville blive eftersøgt i fremtiden. Taktisk bevægede udviklingen sig væk fra de lidt statiske stoppertyper, der primært skulle mandsopdække i 3-5-2 systemet, over imod 4-4-2 og mere fleksible centerforsvarere. Hurtighed og nærkampstyrke var naturligvis de primært efterspurgte kompetencer. Og så var der megen diskussion om, hvorfor der var relativt få ægte hovedspilseksperter i dansk fodbold. Kjeldbjerg syntes at indfri alle disse krav. Han fremstod som lidt af en defensiv Superman.

Han debuterede på U-17 landsholdet i 1985, og spillede EM-slutrunde i Grækenland året efter med årgangen.

I 1988 var han med U-19 landsholdet til EM-slutrunde i Tjekkiet, og som U-21 landsholdsspiller var han med på Viggo Jensens stærke mandskab, der i 1992 nåede frem til en EM-semifinale. OL i Barcelona samme år blev dog ikke nogen succes. I alt spillede Jakob ikke færre end 60 U-landskampe.

Holdt Maradona i kort snor

1992 blev også året, hvor Kjeldbjerg fik debut på A-landsholdet i en tæt kamp i Belfast mod Nordirland (1-0 på et mål af Henrik Larsen). Debutanten har siden berettet, at John Faxe Jensen tog imod ham med et ”velkommen til, Keld”. Europamesteren troede, at den nye mand hed Keld Berg. Opkomlingen kom dog ret hurtigt til at sætte et stærkt aftryk på landsholdet.

I forbindelse med den såkaldte Artemio Franchi Cup, en slags Super Cup mellem de europæiske og sydamerikanske mestre, satte Richard Møller Nielsen Kjeldbjerg ind som vagthund på den centrale midtbane, med én bestemt særlig pligt: At dæmme op for Diego Maradona. Det gik særdeles pænt. Argentina vandt ganske vist trofæet efter straffesparkskonkurrence, men Kjeldbjerg – og altså ikke Keld Berg – blev fast inventar i rød-hvidt.

Få måneder efter mødet med Maradona var silkeborgenseren med til at slå Spanien i Parken med 1-0 på et mål af Flemming Povlsen. Kjeldbjerg spillede forstopper i et centerforsvar med Marc Rieper og Lars Olsen. De direkte modstandere, Salinas og Beguiristain blev holdt fra fadet.

Jakob Kjeldbjerg, Chelsea. Foto: Imago.

Eventyret i Chelsea sluttede brat

Samme år – 1993 – solgte Silkeborg Kjeldbjerg til Chelsea, hvor han kom på hold med bl.a. Dennis Wise, norske Erland Johnsen, Tony Cascarino og den spillende manager, Glenn Hoddle. Kjeldbjerg satte sig hurtigt på en fast plads i centerforsvaret og blev Årets Spiller i Danmark, i Spillerforeningens kåring dét år.

Læs den fantastiske historie om Tony Cascarino: Han var med til at chokere hele England – i dag fylder han 64

I 1994 nåede Chelsea frem til FA Cup finalen på Wembley, hvor The Blues dog blev løbet over ende af et meget stærkt Manchester United hold.

Året efter fik danskeren slået skulderen af led i en cupkamp mod Millwall, og siden fulgte desværre en række alvorlige skader. I 1997 måtte forsvareren give fortabt. Efter to sæsoner uden ret meget fodbold, røg støvlerne endegyldigt på hylden. Jakob Kjeldbjerg var da kun 28. Det var trist og alt, alt for tidligt.

Siden har midtjyden forfulgt en karriere indenfor medieverdenen, og i mange år været vært for Robinson ekspeditionen på TV3, hvor han altid indledte dysterne med det karakteristiske ”sæt i gang!”.

Annonce