Dalglish: United tåler ikke nederlag
Forud for dagens opgør mellem Chelsea og Manchester United vurderer Liverpool-legenden, Kenny Dalglish, at Manchester United ikke har råd til at tabe kampen, hvis de fortsat vil have forhåbninger om at slutte som nummer et.
Manchester Uniteds katastrofale sæsonstart har givet dem en skidt placering i tabellen. De huserer lige nu på 7. pladsen, hvilket slet ikke er acceptabelt for en så traditionsrig og succesfuld klub, som Manchester United er. Den tidligere Liverpool-stjerne, Kenny Dalglish, mener også, at de skal hanke op i sig selv og lade være med at tabe flere point.
– United er nødt til at slutte i top fire. Hvis de ikke gør det, kommer det til at gøre ondt økonomisk, og det mindsker deres chancer for at signere store spillere, skriver Kenny Dalglish i The Mirror.
– De har ikke råd til at tabe mere, end de i forvejen har gjort. Liverpool er lige nu nummer fire med fem point ned til United. United er bagud med en meget dårligere målscore og med et nederlag til Chelsea i dag, ser det sort ud for Manchester United. Alle folk omkring Old Trafford vil blive noget nervøse, hvis top fire ikke engang opnås i år, slutter Kenny Dalglish.