Crouch usikker på Stoke-fremtid
Peter Crouch har blot fået spilletid i tre Premier League-kampe i denne sæson, og alle gange har det været som indskifter.
Den langlemmede angriber vil gerne blive hos The Potters, men han erkender, at situationen ikke er holdbar.
– Jeg ville gerne blive hos Stoke. Jeg mener, at vi hører til i den bedste halvdel, og det vil jeg gerne være en del af, udtaler Crouch til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Men jeg skal også være realistisk. Jeg har næsten ikke været involveret i Premier League, og det er dét, jeg gerne vil. Det kan blive nødvendigt at skifte, selvom jeg helst ikke vil.
Stoke-manager, Mark Hughes, fortæller ligeledes, at han gerne vil holde på den 34-årige englænder, selvom det har været småt med spilletid for Crouch.
– Det er sandt, at der har været nogle henvendelser omkring Crouch, men jeg vil gerne beholde ham. Han kom på banen den anden dag, og han er stadig en del af mine planer.
Crouch har spillet for Stoke siden 2010. Han har tidligere optrådt for Tottenham, Aston Villa, Southampton, Liverpool og Portsmouth i Premier League.