Crouch er utilfreds : Derfor bliver United-stjerne ufortjent topscorer denne sæson
Om de var korrekt dømte eller ej, så fik Manchester United mange straffespark sidste sæson. 22 af slagsen blev det til i alle turneringer, hvoraf 14 blev dømt i Premier League.
Senest blev The Red Devils tildelt en livsline mod Brighton, da en indblanding fra VAR betød, at Ole Gunnar Solskjærs hold blev tilkendt et straffespark efter slutfløjt.
Det omsatte Bruno Fernandes på vanlig vis sikkert, og med de nye regler for hånd på bolden er Peter Crouch overbevist om, at straffesparksscoringen bliver portugiserens første af mange.
Så mange, at han er den tidligere Liverpool- og Tottenham-angribers favorit til at blive topscorer i denne sæson.
– Jeg tror på, Bruno Fernandes vinder The Golden Boot, og det har jeg gjort på den basis, at vi kommer til at høre "straffespark til Manchester United" én gang om ugen herfra til maj, skriver Crouch i sin klumme for Daily Mail.
– Der er 38 kampe, så jeg tror på 38 straffespark. Jeg synes særligt, straffesparket mod Brighton var bemærkelsesværdigt. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg havde haft det, hvis jeg var på det hold, som fik et straffespark dømt imod sig, mens jeg gav hånd til modstanderholdet efter slutfløjt.
My arms would have given pens away every week
— Peter Crouch (@petercrouch) September 28, 2020