Costa: Jeg skiftede til Chelsea på grund af Mourinho
Chelsea-spillerne skal søndag op imod deres tidligere manager Jose Mourinho, der i dag står i spidsen for Manchester United. Forud for kampen på Old Trafford har Diego Costa været ude at rose den portugisiske manager. Det var nemlig Mourinho, som hentede Costa til Stamford Bridge i 2014.
– Jeg siger altid til folk, at jeg er evigt taknemlig overfor Jose Mourinho, fordi han har hjulpet mig meget. Han er en af verdens bedste trænere og han var årsagen til, at jeg kom til Chelsea, siger den spanske landsholdsangriber.
Diego Costa forklarer samtidig, at Jose Mourinhos kontante ledelsesstil var med til at løfte hans niveau:
– Jose Mourinho er en træner, som forventer meget af sine spillere. Det gjorde mig bedre og selvom sidste sæson ikke var en succes, så har han betydet rigtig meget for min udvikling som spiller, slutter Diego Costa.