- Cornelius klar mod Manchester City
Andreas Cornelius har døjet med et par skader, siden han i sommer skiftede Superligaen ud med Premier League. Nu er danskeren så endelig klar til at tørne ud for Cardiff City, som søndag møder Manchester City.
Den danske angriber er nu igen klar, efter tre uger på sidelinjen. Cardiff Citys manager, Malky Mackay fortæller nu, at Andreas Cornelius forventes at være med, når Cardiff møder Manchester City på søndag.
– Andreas tilsluttede sig træning sidste fredag, men var ikke klar til kamp (i weekenden red.). Han fik et slag på anklen for et par uger siden, hvor han ellers næsten var klar, udtaler Mackay til Cardiffs egen hjemmeside.
– Vi sikrer os, at han er OK. Han er tilbage i fuld træning denne uge og burde være i truppen, som skal møde Manchester City.
Cornelius kan altså se frem til sin debut i Premier League, når det søndag klokken 17.00 går løs på Cardiff City Stadium.