Conte: Stort tab at miste Emenalo
I november sidste år forlod Michael Emenalo sin post som direktør efter 10 år i klubben. Emenalo fungerede som bindeleddet mellem Roman Abramovich og manageren, og han havde stor indflydelse på transfers.
Opbygningen af Chelseas ledelseshierarki er noget, som Antonio Conte har antydet, at han ikke er tilfreds med, og den italienske manager mener, at det var et massivt tab at miste Emenalo.
– Det var et stort tab for os at miste Michael (Emenalo, red.), sagde Conte forud for sæsonens sidste Premier League-kamp mod Newcastle ifølge London Evening Standard.
– Michael udførte et fantastisk arbejde for denne klub i mange år. Han hjalp mig meget i sidste sæson. Det var helt sikkert et stort tab.
Kort efter sin afsked med Chelsea blev Emenalo ansat i Monaco som sportsdirektør.