Conte: Manchester United vil altid være et monster
Det er efterhånden ved at være ti år siden, at Manchester United senest vandt det engelske mesterskab, og De Røde Djævle har oplevet nogle vanskelige år efter Sir Alex Fergusons farvel.
Alligevel er klubben dog at regne for et sandt monster ifølge Antonio Conte, som i sit pressemøde inden onsdagens opgør mod Manchester United ikke lagde skjul på, at han mener, at Erik ten Hags mandskab har nogle store kræfter bag sig.
– Måske er resultaterne ikke på samme niveau som investeringerne, men United både har og vil altid være et monster, som man skal kæmpe mod. De har et stort, stort potentiale fra et økonomisk perspektiv, sagde Conte ifølge London Evening Standard.
– Manchester United har altid styrken. Selv i de seneste ti år har de hver sæson haft styrken til at gå ind på transfermarkedet og investere store summer.
– De gjorde det for to år siden, da de blev nummer to. De gik ind på transfermarkedet og skrev under med Cristiano Ronaldo, Sancho og Varane fra Real Madrid. Den styrke har de altid bevaret på Old Trafford, lød det fra Conte.
Manchester United er aktuelt nummer fem i Premier League, mens Tottenham er nummer tre.
De to klubber mødes klokken 21.15 på Old Trafford i aften.