Conte hentyder til Barkley-køb
Ifølge flere troværdige engelske aviser er Chelsea meget tæt på at skrive kontrakt med Ross Barkley, som de henter i Everton for £15 millioner.
Det er en spiller, som Antonio Conte efter sigende også jagtede i sommerens transfervindue, og den italienske manager blev også spurgt ind til Barkley på et pressemøde tidligere i dag, og her havde han kun pæne ord at sige om midtbanespilleren.
– Jeg tror, at hvis der er nyheder, så vil klubben informere jer. Vi snakker om en engelsk spiller, som er et emne for Chelsea. Jeg tror, at klubben besluttede sig for denne investering på baggrund af kontrakten. Det er en god mulighed for at købe spilleren, sagde Conte.
– Han har masser af plads til forbedring. Han er fysisk stærk, og han har en god teknik. Han har haft en slem skade og en operation. Han har ikke spillet i syv måneder. Hvis spilleren skriver under med klubben, skal vi have stor tålmodighed.
Barkley har blot et halvt år tilbage af sin kontrakt med Everton.