- Conte er bedre end Mourinho på et vigtigt punkt
I dagens tidlige Premier League-kamp mødes Crystal Palace og Chelsea. Hjemmeholdets manager, Alan Pardew, tager således imod Antonio Conte, der har gang i sin første sæson i det engelske.
Det er gået ganske godt indtil videre, da de blå fra Chelsea fører rækken. Pardew mener da også, at Conte har en vigtig force sammenlignet med den tidligere Chelsea-manager José Mourinho, der i sidste sæson blev fyret efter ni nederlag i de første 16 kampe.
– Det er ikke engang det nye system, der er hans største styrke. Hans mandskabshåndtering har gjort udslaget og fået dem til at præstere bedre.
– Hazard og Costa kommer med et helt andet udtryk i år, og det tror jeg også, at de selv vil indrømme. Det samme kan siges om Fàbregas. De fyre er i topform.
– De er selvfølgelig også kommet i et system, som de er komfortable i, og de har fået det ene gode resultat efter det andet, og de har momentum, har Alan Pardew fortalt ifølge ESPN.
Kampen mellem Crystal Palace og Chelsea fløjtes i gang klokken 13.30.