Comeback til Premier League: Tre bundklubber vil have Adebayor
En noget opsigtsvækkende transfer er måske under opsejling.
Daily Mail skriver i hvert fald, at ikke færre end tre Premier League-klubber er interesseret i at hente ingen ringere end Emmanuel Adebayor til England. Det er Aston Villa, Brighton og Newcastle.
Den 35-årige angriber står uden kontrakt efter bruddet med tyrkiske Kayserispor i december.
Selv skulle togoleseren være mere end klar på et comeback til den liga, hvor han i sin tid slog sit navn fast. Både som målscorer og som problembarn og ballademager.
Han har spillet i et hav af klubber men huskes måske nok bedst for sine ophold i Arsenal, Manchester City og Tottenham. Adebayor har dog også spillet i så forskellige klubber som Real Madrid, Crystal Palace, Monaco og Istanbul Basaksehir.