Collymore: Tottenham skal sprænge banken for Lukaku
I øjeblikket ligger Harry Kane og Romelu Lukaku side om side på topscorerlisten med hver 19 ligascoringer, men i den kommende sæson kan de komme til at spille på samme hold – det ser Stan Collymore i hvert fald gerne.
Den tidligere Liverpool-angriber mener, at Tottenham bør gøre alt for at sikre sig den belgiske landsholdsangriber, som aldrig kommer til at slutte bedre end som nummer syv med Everton.
– De (Tottenham, red.) skal gå efter en stor angrebskanon til sommer af to grunde. Den ene er selvfølgelig for at have en backup, men den anden kan være endnu mere vigtig for Tottenham, og det er, at Harry Kane skal presses, så han kan blive endnu bedre, fortalte Colylmore til Boylesports.
– Kane skal ingen steder i de næste par sæsoner og måske længere, hvis trofæerne begynder at komme. Så gå ud og spræng banken og få en, som måske er bedre end Kane eller mindst på samme niveau, og ved du, hvem jeg ville vælge? Romelu Lukaku.
Everton fik sidste år den iranske milliardær, Farhad Moshiri, som ejer, og han har store planer for Merseyside-klubben, men Stan Collymore tvivler på, at the Toffees kommer til at forbedre sin nuværende placering som nummer syv i de kommende sæsoner.
– Syvendepladsen er toppen af Evertons ambitioner for de næste to sæsoner, mener Collymore, som slikker sig om munden ved tanken af et angrebspar bestående af Harry Kane og Romelu Lukaku.
– Det traditionelle angrebspar er ikke moderne i øjeblikket, men jeg slikker mig om munden ved tanken om disse to unge angribere spille sammen.