Cole: Conte skal blive i Chelsea
Antonio Conte førte for et års tid siden Chelsea til tops i Premier League, men siden da er det kun gået én vej for The Blues, der i øjeblikket kæmper for at ende i top 4.
Samtidig har der længe været uvished om Contes fremtid, og mange mener, at han er fortid i klubben efter denne sæson.
Joe Cole, der tidligere har spillet for Chelsea, håber dog, at italieneren beslutter sig for at blive og lukke det store hul til Manchester City:
– Jeg ville elske at se ham blive. Han er værdsat af både spillere og fans, fortæller Cole til Goal.com.
– Jeg stoler på, at ledelsen i Chelsea tager den rette beslutning for klubben. Klubben har vundet en masse de seneste 20 år, og det vil de fortsætte med at gøre.
Den tidligere Chelsea-profil mener dog, at klubben er nødt til at spendere store summer på nye spillere, hvis de skal kæmpe med om mesterskabet i næste sæson:
– Alle forfølgerne er tvunget til at bruge mange penge, efter Manchester City vandt titlen. City er et specielt hold, men jeg tror, at Manchester United vil lukke hullet i næste sæson.
– For Chelseas vedkommende må vi se, hvad der sker på trænerposten, men jeg vil selvfølgelig gerne se Chelsea lukke hullet til City, og det er jeg overbevist om, at de gør.
36-årige Cole spillede i Chelsea fra 2003-2010, hvorefter han drog videre til Liverpool. Efterfølgende har han været forbi en lang række klubber for til sidst at havne i Tampa Bay Rowdies i USA, hvor han har spillet siden 2016.