Citys største fanfavorit
Manchester City har været succesrige det seneste årti på et nærmest historisk niveau. 7 mesterskaber siden 2014, 2 FA Cups og dertil en Champions League triumf. Det er resultater der taler et tydeligt sprog.
I fanbasen må spillere som Agüero, de Bruyne, David Silva og Erling Haaland vel være de mest populære City-aktører, de største fan-favoritter? Det tror jeg nu ikke. Engelske supporters kender deres klubhistorik, og fra fortidens heltekvad kimer en klokke. Den ringer for ”Kongen”, Colin Bell.
The King of Kippax
Colin Bell blev født (på denne dag) i 1946 i den nordøstengelske by, Hesleden. Men det blev i Lancashire, at han kom til at gøre karriere. Den startede – af alle steder – i Bury FC.
Navnet Bury siger nok ikke danske fans det store, men det er en klub med en ret speciel historie. ”We will shake them all, cause we are the Shakers” udtalte klubbens bestyrelsesformand tilbage i 1892. Og siden har Bury FC’s tilnavn i folkemunde været The Shakers. Og efter at Bury FC blev stiftet for 140 år siden, i 1885, lykkedes det faktisk klubben at ryste engelsk fodbold godt og grundigt et par gange. Bury vandt nemlig FA Cup turneringen – endda hele to gange – i 1900 og 1903. I det sidstnævnte år sejrede The Shakers med hele 6-0 over Derby County, godt hjulpet af at The Rams’ målmand blev ramt af en skade. Det er faktisk rekord for en sejr i en FA Cup slutkamp. I mere moderne tid har Bury haft megen modgang, hvilket desværre kulminerede med en konkursopløsning i 2019. Men midt i 1960’erne førte klubben fra Greater Manchester sig frem med en kun 19-årig kaptajn, der var så indlysende og iøjnefaldende et talent, at det ikke var underligt, at der var rift om ham blandt Englands topmanagers. Det blev Manchester Citys legendariske chef, Joe Mercer, der løb med den unge Colins kontraktunderskrift. Han kostede 45000£. I dag er sådan et beløb jo helt absurd at tænke på.
I Manchester City kom Bell under vingerne på en af de bedste talentudviklere i engelsk fodbolds historie. På Maine Road miksede Joe Mercer sin særlige recept. Et ungt og lovende hold blev bygget op fra grunden, på et ”skelet” af egenudviklede og særligt håndplukkede talenter, og via oprykning fra 2. division i 1966, blev City en magtfaktor i England.
The Citizens blev ligamestre i 1968, FA Cup vindere i 1969, Liga Cup-mestre i 1970, og minsandten om ikke Mercer førte sine knægte til triumf i Europa Cup turneringen for pokalvindere samme år. Det var med et talentsprudlende mandskab med folk som målmanden Joe Corrigan, forsvarerne Mike Doyle, Tommy Booth og Willie Donachie, wingen Mike Summerbee, og mellem de helt unge spillere stod forwarden Stan Bowles på spring. Blandt de mere rutinerede kræfter var forsvarskrumtappen Tony Book, den bundsolide midtbanefighter Alan Oakes (der har klubrekorden for antal spillede kampe med 676), og ikke mindst den pågående og energiske angriber Francis Lee. Allerstærkest i billedet stod dog midtbanegeneralen Colin Bell.
Han var en moderne, slidstærk midtbanespiller, der kunne løbe utrætteligt fra boks til boks, og samtidig besad en raffineret teknik og et sublimt overblik. Publikum på Maine Road tog ham til deres hjerter og gav ham tilnavnet ”The King of Kippax” – Citys hardcore fans havde dengang tribune ud mod Kippax Street.
Senere døbte de desuden Bell ”Nijinsky”, efter en kendt racehest. Faktisk ganske respektfuldt, når det lige får lov at synke ind, og når man påtænker hvor meget man værdsætter en god firbenet væddeløber derovre…
Utrættelige ”Nijinsky” blev den absolutte nøglespiller i den store City-æra i slutningen af tresserne og begyndelsen af 70’erne.
I tiden omkring verdensmesterskabsåret 1970 var Kippax-kongen så stærk, at han reelt truede Bobby Charltons plads på det engelske landshold. Siden blev Bell Charltons kompetente afløser. Han spillede 48 landskampe for Three Lions, og han svigtede aldrig med en sløj eller uengageret præstation.
Mercer blev offer for internt kup
For Manchester City kulminerede Joe Mercers epoke med triumfen i Europa Cup turneringen for pokalvindere i 1969-70. Colin Bell dominerede finalen i effektivt og seværdigt samarbejde med Francis Lee og wingen Mike ”Buzzer” Summerbee. City besejrede polske Gornik Zabrze med 2-1, på mål af Franny Lee og Neil Young (ikke sangeren, men den dygtige venstre wing). Polakkerne lyder måske ikke af en frygtindgydende modstander nu om dage, men Polen var midt i en ægte glansperiode og vandt OL i 1972 og blev treer ved VM i 1974 (efter at have slået England ud i kvalifikationen). Gornik havde Wlodzimierz Lubanski i angrebet og Jerzy Gorgon i forsvaret. Europapokal-sejren forblev Manchester Citys eneste internationale triumf, helt indtil 2023.
Desværre blev triumfen goe’ gamle Joe Mercers svanesang på Maine Road. Manageren blev simpelthen udmanøvreret af sin egen assistent, den karismatiske og opportunistiske Malcolm Allison. Et internt opgør i bestyrelsen om magten i klubben endte med en mindre paladsrevolution, hvor forretningsmanden Peter Swales overtog formandsposten fra Albert Alexander. Sidstnævnte havde kørt et eksemplarisk synergetisk parløb med Joe Mercer i udviklingen af Citys trup fra 2. divisionshold til topklub. Men Swales ønskede at bringe Allison ind, og Joe Mercer måtte konstatere, at han blev sat ud af spillet, da han mødte på arbejde på Maine Road og – uden varsel – havde fået fjernet kontor og parkeringsplads.
Mercer havde ellers fungeret som mentor for den ambitiøse assistent, der – til Mercers tilfredshed – havde bragt de på daværende tidspunkt mest moderne træningsmetoder til The Citizens. Men den gamle havde altså næret en slange ved brystet. Malcolm Allison styrede derefter Manchester City uden om et mesterskab i 1972, der ellers syntes ret sikkert. Siden praktiserede Allison en udsvævende livsstil med hurtige damer og højt alkoholforbrug – alt sammen meget langt fra Joe Mercers værdier.
Colin Bells karriere led skibbrud i et lokalderby i november 1975, hvor Uniteds skotske forsvarer Martin Buchan smadrede Bells højre knæ med en grov tackling. Bagefter udtalte den skadelidte ingen beklagelse over sammenstødet på banen, men han var skuffet over at Buchan ikke havde besøgt ham på hospitalet. ”Det havde jeg gjort i hans sted”, sagde Bell.
Klubhelten forsøgte at træne sig op til et comeback, men det blev aldrig godt. Med ham ved roret havde England måske ikke fejlet kvalifikationen til VM i Argentina. Landsholdscoachen Don Revie savnede i dén grad en styrmand som Bell på sit ustabile og efterhånden kuldsejlede landshold i 1976-77.
Trods den karriereødelæggende skade som 29-årig nåede Colin Bell 489 kampe og – imponerende – 152 mål for Manchester City. Han er klubbens ”all time hero”.
Colin Bell gik bort i 2021. Han blev 74 år.
