City rekordsejrede mod tamme Norwich
Manchester City stod overfor Norwich på Etihad Stadium denne eftermiddag, og her hentede de lyseblå, uden den normale førstekeeper Joe Hart, deres største Premier League-sejr nogensinde, da kanariefuglene blev sendt hjem med et svigende 7-0 nederlag.
Manchester City har fået en blandet start på sæsonen, og tabte senest sidste weekend topkampen mod Chelsea på Stamford Bridge, og efter nederlaget søgte mesterskabsaspiranterne i dag revanche, da formsvage Norwich gæstede Etihad Stadium.
Og det skulle vise sig at blive alt andet end sjovt for kanariefuglene, der holdt stand indtil et 16. minut, hvor et uheldigt selvmål af Michael Turnede kickstartede de lyseblå. Således formåede både David Silva, Matija Nastasic og Alvaro Negredo at komme på tavlen inden pausen, efter tvivlsomt forsvars- og målmandsspil fra Norwich i flere omgange.
Showet fortsatte efter pausen, og ivorianske Yaya Toure leverede endnu en frisparksperle efter en times spil, inden formstærke Sergio Agüero scorede til 6-0. I slutminutter lukkede indskiftede Edin Dzeko opgøret med sin scoring til 7-0, og dermed kunne Manchester City registrere deres største Premier League-sejr nogensinde, efter en underholdende eftermiddag i den blå del af Manchester.