Cigaret-arvingen der blev landsholdets stjerne: Den tragiske slutning på en gylden karriere
Leo Dannin blev født på denne dag i 1898.
Leo voksede op i Bredgade i en velhavende jødisk familie. Faderen, Heymann Dannin, var flygtet fra Rusland under de pogromer der fandt sted i 1800-tallet og landet i København i 1890. Her opbyggede han en grosserervirksomhed med speciale i cigaretter, hvilket viste sig at være en god idé. Oprindeligt blev cigaretten (vist nok) opfundet under Krimkrigen i 1850’erne, hvor soldater og officerer fandt ro i røgpindens nikotinelle virkning. I Danmark var cigaretten forholdsvis ukendt før Første Verdenskrig. Heymann giftede sig i 1893 med Ida Friedmann der også havde en baggrund i Rusland, men var kommet til København via Königsberg i 1885.
Leo uddannede sig som jurist og elskede fodbold. Den lille, hurtige og meget teknisk betonede offensivspiller afløste omkring 1917 legendariske Oscar Nielsen Nørland som højre wing for KB. I 1918, 22 og 25 blev han dansk mester.
Landsholdet uden hjemmebane
Talentet var særdeles lovende, og i 1920 debuterede Dannin for landsholdet. Det var imidlertid en vanskelig periode for nationalmandskabet. Regeringen Zahle (i særdeleshed minister Edvard Brandes) havde dekreteret en skat på klubbernes entréindtægter, hvilket truede med at rive økonomien væk under dansk fodbold. Modsvaret var at man annoncerede første divisionskampene som lukkede begivenheder, kun for medlemmer. Det var – overraskende nok – ikke svært at skaffe sig et passivt medlemskab, og derved skabte klubberne en kattelem i forhold til regeringens forlangende. DBU kunne imidlertid ikke arrangere landskampe uden at smide entréen i statskassen, så landsholdet måtte spille alle sine kampe på udebane.
Resultaterne blev desværre svingende. For første gang siden landsholdets begyndelse i 1908 var Danmarks status som det europæiske kontinents stærkeste landshold for alvor truet. Danskerne tabte til Norge, Sverige og Holland og fik en uafgjort i Kristiania (Oslo). Det var en meget skidt optakt til OL-turneringen i Antwerpen. Det gik da også galt.
Leo Dannin var med til at tabe førsterundekampen mod Spanien ved OL. Det sensationelle nederlag blev opfattet som noget nær en national katastrofe. I hvert fald var Danmarks storhedstid blandt verdens stærkeste fodboldnationer omme.
Trist og alt for tidlig afslutning
Først i 1921 blev kravet om afgifter på tilskuerindtægter fjernet, og der blev åbnet for landskampe og de berømte englænderkampe – venskabsmatcher mod britiske hold der gæstede Danmark, især København.
Desværre kom Leo Dannin alvorligt til skade i et sådant sparringsopgør i 1925, hvor Stævnet mødte Huddersfield under den berømte manager Herbert Chapmans ledelse. Englænderne spillede uventet brutalt og det gik ud over den danske højre wing allerede i begyndelsen af kampen.
Socialdemokraten skrev: ”Vi har haft en samtale med dr. Fenger, som på Rigshospitalet har tilset Leo Dannin umiddelbart efter indlæggelsen. Dannin har, siger dr. Fenger, haft højre knæ af led, hvilket altid vil være en slem læsion. Om nogen operation har der dog ikke været tale. Hvornår Dannin atter kan være på benene er svært at sige, men han og hans utallige venner blandt fodboldspillerne og publikum må ikke vente så snart at se ham i fodboldtøjet”. Herbert Chapman beklagede uheldet og sendte blomster. Men journalisten havde desværre ret, for Dannin kom aldrig tilbage som aktiv efter den skade, og måtte stoppe som 27-årig (med 9 landskampe i bagagen).
I stedet blev han en af dansk fodbolds mest fremtrædende ledere. Han var kasserer for KB i en lang årrække og formand og kassemester i DBU i en halv menneskealder.
Under besættelsen måtte han flygte til Sverige grundet sin mosaiske herkomst.
Leo Dannin døde i 1971.
