Christian Eriksen: Hård start i Tottenham
Premier League-sæsonen er tre runder gammel, og for Christian Eriksens hold Tottenham har den budt på en sejr og to uafgjorte kampe indtil videre.
For Eriksens eget vekommende har sæsonstarten handlet om at komme i gear.
– Det har været en hård start. Vi har haft nogle svære kampe, men vi har nogenlunde fået de point, vi gerne ville have. Vi lægger vægt på, at vi er ubesejrede, men vi ville gerne have haft flere point – især i weekenden, siger Christian Eriksen.
Efter sidste sæsons tredjeplads i Tottenham er forventningerne høje til den nye sæson.
– Vi vil gerne gøre det bedre end sidste sæson. Det har været målet hvert år, og det er også lykkedes i hver sæson. Hvert år har vi kæmpet om at komme i Champions League, og nu er vi lykkedes med det. Det betyder ikke, at vi skal lægge ligaen på hylden, for det er det vigtigste. Selvfølgelig er det anderledes og meget mere spændende, at vi nu skal spille i Champions League, siger Eriksen, der også håber på personlige fremskridt.
– Jeg håber i hver sæson, at jeg kan forbedre mig i forhold til sæsonen før. Jeg sluttede sidste sæson rigtig godt af, men de første tre kampe i denne sæson har været lidt rodede. Det har vores spil i det hele taget været. Personligt mangler jeg lidt, men i starten af sæsonen handler det stort set altid om at bygge på og komme i gang konditionsmæssigt. Kampene spilles i højt tempo, og det handler om at kunne modstå det og være med i alle kampe, siger Christian Eriksen.