Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Christensen har ikke overvejet Chelsea-farvel - endnu

Af Morten Bruun Jørgensen
18.03.2019 Kl. 15:57
En sæson med meget lidt spilletid i Premier League har ikke fået Andreas Christensen til at overveje at forlade Chelsea. Det har spilletid i andre turneringer gjort op for.

Efter sin gennembrudssæson sidste år var der pludselig en hel del forventninger til Andreas Christensen i Chelsea, men med Maurizio Sarri som manager har det ikke været let for den danske landsholdsspiller.

Blot tre kampe har den 22-årige forsvarsspiller fået i Premier League, men han har derimod fået chancen i pokalturneringerne og Europa League, og det har i skrivende stund fået kamptotalen op på 19 kampe i sæsonen.

Selvom det stadig ikke er et højt antal, har det været nok til, at Andreas Christensen ikke har tænkt på at forlade den engelske storklub.

– Det har jeg ikke tænkt over. Jeg har fået masser af kampe på det seneste, så jeg har været utrolig fokuseret på at vise mig godt frem. Derfor har jeg ikke tænkt de ting overhovedet – ikke endnu i hvert fald, fortæller landsholdsspilleren til tipsbladet.dk.

Samtidig gør han det dog også ganske klart, at han gerne ville have spillet en større rolle på holdet for the Blues i denne sæson, hvor det har været David Luiz og Antonio Rüdiger, som har taget sig af størstedelen af spilletiden i det centrale forsvar.

Andreas Christensen har kontrakt med Chelsea frem til sommeren 2022.

Annonce