Christensen: Forlader ikke Gladbach før tid
20-årige Andreas Christensen er lige nu midt i en toårig lang lejeaftale med Borussia Mönchengladbach, men den tyske klub har ved flere lejligheder forsøgt at hente stopperen på en permanent aftale.
Gladbach er hver gang blevet afvist af Chelsea, men tyskerne er klar til at kæmpe videre for danskeren.
– Vi er klar til at kæmpe for Andreas, sagde klubbens sportsdirektør, Max Eberl, til Bild i sidste uge.
Christensen forbereder sig lige nu på Gladbachs Champions League-opgør med Manchester City onsdag aften, men hvis man skal tro flere medier, kan hans tid hos Bundesliga-klubben snart være slut. Antonio Conte skulle nemlig være interesseret i at hente Christensen tilbage før tid.
Disse spekulationer lægger danskeren dog selv låg på, da han afkræfter, at der forhandles med Chelsea for tiden.
– Vi er ikke i forhandlinger med Chelsea. Jeg bliver hos Borussia. Jeg fokuserer kun på kampen i morgen, erklærede han ifølge Daily Mirror.
Gladbach tabte det første møde med Manchester City med hele 4-0.