Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Choknederlag: Liverpools super-stime stoppet af Swansea

Af Martin Nissen
22.01.2018 Kl. 21:57
Swansea slog mandag aften Liverpool med 1-0 hjemme på The Liberty Stadium. The Reds' første nederlag i 18 ligakampe.

Liverpool var gigantiske favoritter til kampen mod Swansea, hvor man kunne spille sig fri af Spurs og ligge solidt på ligaens fjerdeplads. Det skete dog ikke. Nu er feltet igen tæt i Premier League subtop.

Liverpool satte slet ikke det høje tempo, vi efterhånden forbinder med dem, fra kampens start.

I stedet var der dømt omstændig boldomgang, der gjorde det let for Swanseas kæder at følge med. The Reds var bedst, men uden at være dominerende på den sidste tredjedel og derfor lurede pointhungrende Swansea på kontra. 

Et af disse kontra-angreb gav et hjørnespark og dem er Liverpool som bekendt ikke glade for.

Efter 40 minutter kunne Liverpool ikke cleare bolden fra eget felt. Stopperen Federico Fernández headede i jorden og først på bolden kom makkeren Alfie Mawson, der sparkede kuglen i kassen udenfor Karius' rækkevidde. 1-0 til The Swans.

Kort efter kunne Mané faktisk have udlignet, men han var uskarp og det blev dyrt. Liverpool kunne ikke finde nøglerne til Swanseas lås.

Anden halvleg var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Liverpool kunne med indskiftningerne af Lallana og Ings ikke bringe meget mere og fremstod stadigvæk uden ideer imod et defensivt Swansea-hold.

Til slut havde Liverpool dog flere kæmpe muligheder, da de til sidst bar præg af værtshusslagsmål i Swanseas felt.

Mohamed Salah kunne have spillet holdkammeraterne helt fri inde foran mål, men sparkede selv forbi, mens Firmino havde et hovedstød på stolpen kort før lukketid. Lallana formåede ikke at reagere på returen, der ellers røg direkte ud for fødderne af ham. Han sparkede lige ind i en forsvarsspiller.

Tæt på, men ikke tæt nok. Swansea vandt kampen og de tre point efter heroisk fight..

Med resultatet er Liverpool fortsat nummer fire i Premier League. Swansea er sidst i rækken, men nu a point med West Bromwich Albion på 19. pladsen. 

Annonce