Chokmelding: Vil købe Manchester United
Der er i løbet af det seneste døgn kommet en chokerende melding om, at Manchester United kan blive overtaget.
Meldingen kommer fra Turki Al-Sheikh, som på sine sociale medier har beskrevet, hvordan der er nye penge på vej ind i den engelske storklub.
Den udmelding har skabt forvirring blandt klubbens fans – og desuden også blandt ansatte i klubben, skriver lokalmediet Manchester Evening News.
Hvem vil købe Manchester United?
– Den bedste nyhed, jeg har hørt i dag, er, at Manchester United er i fremskredne forhandlinger om at lande en aftale om en ny investor, skriver Turki Al-Sheikh.
Ud fra det er det ikke til at tyde, hvem der kunne have en interesse i at spytte en masse penge i klubben – eller sågar købe klubben fra Glazer-familien og Sir Jim Ratcliffe.
Manchester Evening News er heller ikke lykkedes med at opstøve, hvem der angiveligt står klar med en masse penge.
Turki Al-Sheikh er en rådgiver for den saudiarabiske regering, og det kan dog tænkes, at der er tale om en investor fra Saudi Arabien.

Tidligere har Sheikh Jassim angiveligt været meget interesseret i at købe klubben. Det var på samme tidspunkt, hvor Sir Jim Ratcliffe købte sig ind i De Røde Djævle.
Hvad skal United-fansene tænke?
Umiddelbart lader det ikke til at være noget, som Manchester United-fansene bør skænke flere tanker.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at hverken Glazer-familien eller Sir Jim Ratcliffe er interesserede i at sælge deres andele i klubben.
Vildt rygte om Bruno Fernandes
Manchester United-anfører Bruno Fernandes er en spiller, der får masser af opmærksomhed i medierne, og nu er det sket igen.
I løbet af en længere periode er der blevet skrevet en masse om, at han kan forlade Manchester United efter denne sæson.
Der har været mange spekulationer om portugiserens fremtid, fordi der tidligere på året var en bekræftet interesse fra Saudi Arabien i ham.
Nu er rygtet så genopstået, selvom Bruno Fernandes tidligere på året var ude at afvise muligheden for at tage dertil.
Bruno Fernandes siger nej tak
BBC kan dog fortælle, at portugiseren stadig ikke har nogen interesse i at skulle skifte til Saudi Arabien efter denne sæson.
Han har allerede afvist meget lukrative tilbud fra Al-Hilal og Al-Ittihad, og det er nu endnu engang blevet slået fast, at han ikke vil til Saudi Arabien.
Midtbanespilleren har kun interesse i at spille i de største europæiske ligaer, og kontrakten med Manchester United løber frem til sommeren 2027. Klubben har desuden en option på at forlænge aftalen med yderligere et år.
Han har siden sit skifte fra Sporting været en nøglespiller for De Røde Djævle, og han er stadig helt engageret i klubben.


















