Chok på Old Trafford: United smidt ud af FA Cup
Manchester United fortsætter deres deroute.
Den engelske storklub, der er under ledelse af den midlertidige træner Darren Fletcher, er igen havnet i dybe problemer.
Rúben Amorim blev fyret mandag formiddag, da portugiseren ikke leverede de forventede resultater for De Røde Djævle. Faktisk stod han bag det ringeste sejrssnit i klubben siden 2013.
Med skotske Fletcher på sidelinjen har det ikke ligefrem været meget bedre.
Debutkampen endte i remis med Burnley i Premier League-regi, mens de søndag aften kom i klemme i egen hule mod Brighton i verdens ældste pokalturnering.
Gæsterne fra den engelske sydkyst snuppede således en sejr på 2-1 i den røde del af Manchester, hvorfor det er The Seagulls, der er videre i FA Cuppen.
United har nu kun én turnering at fokusere på, nemlig Premier League.
Målene blev scoret af Brajan Gruda og Danny Welbeck, der har en fortid i klubben. Sent i opgøret reducerede Benjamin Sesko til slutresultatet 1-2.
Hvem bliver ny cheftræner i United?
I mellemtiden arbejder traditionsklubben i kulissen for at finde den træner, der skal have ansvaret i den resterende del af sæsonen.
Her er Ole Gunnar Solskjær og Michael Carrick topkandidater i skrivende stund.
Til næste sæson bliver det efter alt at dømme en helt anden trænerskikkelse, der overtager styrepinden i den hårdtkæmpende klub.
Flere interessante trænernavne er i spil, men som tingene står lige nu, er der én klar favorit. Læs mere.
Manchester United i nye træner-forhandlinger efter vild drejning.


















