Chok: Eriksen gambler alt på sidste chance
Christian Eriksen forlod Manchester United, da hans kontrakt med klubben udløb tidligere på sommeren.
Den danske midtbanespiller, der nu er rundet de 33 år, har endnu ikke fundet en ny klub.
Da han er ledig på markedet, er det ikke død og pine nødvendigt, at han finder en ny klub inden transfervinduets sidste åbningsdag den 1. september.
Men det ville alligevel være det bedste med tanke på, at Danmark om ganske kort tid skal spille kvalifikationskampe til VM-slutrunden næste år, ligesom de fleste klubber nok også helst vil have tilgang af en forholdsvis formstærk spiller.
Der kan være en særlig grund til, at Christian Eriksen endnu ikke har fundet sig en ny arbejdsgiver, vurderer B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, som dog også indskyder, at danskeren tager sig et alvorligt gamble.

– Det er et VM-år, og det kan gøre, at klubber med koldt vand i blodet, kan lave transferscoops til sidst i vinduet – hvor landsholdsspillere død og pine skal finde sig noget spilletid. Det kan være derfor, at de klubber, som Eriksen drømmer om, tøver. De holder på lønkronerne, siger Vøge i et interview med B.T.
– Eriksen har få mål tilbage i sin karriere – det altoverskyggende må være at få endnu en VM-slutrunde med Danmark. Og her gambler han alvorligt lige nu. Det er en kort kvalifikation – seks kampe afgør, om Danmark er med i USA, Canada og Mexico til sommer.
Sidste udvej for Eriksen?
– Han var ret klar i spyttet, da han for nogle måneder siden kategorisk afviste, at dansk fodbold var en mulighed for ham.
– Men tiden arbejder for Superligaen – for Eriksen kan ikke tillade sig at være kræsen længere. Han kan af juridiske årsager ikke spille i Italien, han vil helst væk fra England – og han vil ikke slæbe familien med til fjerne destinationer, mener Vøge.
Mon ikke, at flere drømmer om at se Christian Eriksen tørne ud for OB i Superligaen …
Samtidig er det kommet frem, at Thomas Frank har fået et nyt øgenavn i det engelske. Læs mere her.



















