- Chelsea-triumf var den værste dag
Harry Redknapp skriver i sin klumme på Daily Mail, at det var en af hans største fejltagelser at tage ind og se Champions League-finalen mellem Chelsea og Bayern München.
Den 19. maj 2012 er en dag, som den tidligere Tottenham-manager aldrig glemmer. Tottenham endte på fjerdepladsen i Premier League, men Chelsea kunne stjæle pladsen, hvis de slog Bayern München i Champions League-finalen, hvilket de gjorde.
Harry Redknapp fortæller, hvilke følelser han havde, da han var på stadion og så dem vinde.
– Jeg lavede en af mine største fejltagelser i mit liv den aften, da jeg tog ind og så Chelsea vinde Champions League. Alle ved, hvad der skete. Chelsea blev udspillet af Bayern München, men de vandt trofæet, skriver han.
– Det betød, at Tottenham ikke kvalificerede sig til Champions League i den kommende sæson, selvom vi endte som nummer fire i ligaen. Med to point foran Chelsea tog de vores plads. Jeg var knust og jeg var lige ved at græde, slutter han.