Chelsea-træner advarer Inter mod Tottenhams "pløjemark"
Det virker til, at alle, der har spillet på Wembleys bane for nyligt, er enige om, at overfladen er langt under standard i øjeblikket.
I lørdagens nederlag til Tottenham fik Chelsea selv syn for sagen, og nu sender The Blues-assisenttræneren Carlo Cudicini en advarsel til Inter Milan forud for Champions League-kampen mod Spurs onsdag.
– Banen er blevet en smule bedre, men det er stadig en pløjemark. Det er ikke nemt at spille på den bane, vel? Wembley plejede at være et tempel, et eksempel på engelske stadioners storhed, men nu er det dét absolut værste stadion at spille på. Inter bliver nødt til at tage højde for det problem, siger Cudicini ifølge Sport Witness.
Wembleys fovandling til pløjemark skete tilbage i oktober, hvor tre NFL-kampe blev spillet på det engelske nationalstadion. I den efterfølgende kamp mellem Tottenham og Manchester City var det tydeligt, at banen havde lidt overlast, men selvom overfladen angiveligt skulle være mere egnet til europæisk fodbold nu, er den fortsat ikke oppe på vanlig standard.