Chelsea-tjekke udlejes for syvende gang
Siden 2010, hvor Tomas Kalas skiftede til Chelsea, har han været udlejet seks gange, og i dag er den syvende lejeaftale kommet i stand.
Den 25-årige forsvarsspiller, som både kan spille højre back og i midterforsvaret, er blevet udlejet til Bristol City i resten af sæsonen. Det oplyser Championship-klubben på sin hjemmeside.
– Han har allerede bevist sig på Championship-niveau, og jeg er ikke i tvivl om, at han kan hjælpe os i vores mål om at nå nye højder, fortæller Bristol Citys cheftræner, Lee Johnson.
Tomas Kalas har i de seneste to sæsoner været udlejet til Fulham, som han var med til at rykke op i Premier League sidste sæson.
Det er kun blevet til fire førsteholdskampe i Chelsea for den tjekkiske landsholdsspiller gennem sine otte år i London-klubben.