Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chelsea tankede selvtillid med fortjent sejr mod Barcelona

Af Morten Bruun Jørgensen
23.07.2019 Kl. 12:24
Mål af Tammy Abraham og Ross Barkley sikrede Chelsea en fortjent sejr mod mægtige Barcelona, der først fik scoret til allersidst.

Sommerens første træningskampe er ikke gået helt uden vanskeligheder for Chelsea, der nok har taget en klar sejr mod St. Patricks, men det er blevet til uafgjort mod Bohemians og et nederlag mod upåagtede Kawasaki Frontale. 

Tirsdag eftermiddag kunne Chelsea-spillerne så tanke lidt selvtillid, da det blev til en sejr mod Barcelona i en kamp, hvor der var en del gode takter fra Frank Lampards mandskab. 

Det enlige mål i sejren faldt efter 34 minutter, hvor Tammy Abraham afdriblede Marc-André ter Stegen og scorede i tomt mål, efter Jorginho havde fremtvunget et boldtab af Sergio Busquets. 

Frank Lampard holdt lidt igen med udskiftningerne, men i løbet af anden halvleg skiftede han hele holdet med undtagelse af Kepa Arrizabalaga. 

Sejren blev kørt hjem, og den blev endda udbygget ni minutter før tid, hvor Ross Barkley fik scoret med en flot afslutning inde i feltet efter en hurtig berøring. I overtiden fik Barcelona reduceret ved Ivan Rakitic. 

Andreas Christensen var på banen fra start, og danskeren fik de første 48 minutter på banen. 

Chelseas næste træningskamp er på søndag mod Reading. 

Annonce