Chelsea-talent skal under kniven
Marco van Ginkel skal under kniven, efter han pådrog sig en forfærdelig skade i tirsdagens Capital One Cup-kamp mod Swindon.
Den hollandske dynamo har imponeret stort i Chelsea og bliver anset som fremtidens mand, men nu må stortalentet vende sig til livet uden for grønsværen de næste ni måneder, efter han i tirsdags fik et forkert afsæt i en vending, som resulterede i, at hans knæ blev vredet ud i en unaturlig position. Faktisk har vredet medført, at van Ginkel har revet sit forreste korsbånd over i det ene knæ, og derfor må han nu under kniven.
Undersøgelser har ifølge Tribalfootball vist, at den talentfulde midtbanespiller bør opereres i knæet, og det vil angiveligt ske inden for de næste 48 timer.
Tror du, at Marco van Ginkel kommer stærkt tilbage efter sit skadesforløb, eller er du af den overbevisning, at så væmmelig en skade kan koste en karriere? Giv dit besyv med her på siden.