Chelsea storsejrede mod svage israelere
Chelsea var på jagt efter oprejsning efter den dårlige start i Premier League. Modstanderen var overkommelige Maccabi Tel Aviv fra Israel hjemme på Stamford Bridge, og Chelsea fik også det nødvendige skud selvtillid med en komfortabel sejr.
Allerede efter fem minutters spil fik Eden Hazard muligheden for at sætte gang i The Blues, men Chelsea-stjernen høvlede bolden over fra straffesparkspletten, efter at gæsternes unge målmand havde nedlagt en flyvende Willian.
Den brasilianske kantspiller var i fantastisk spilhumør i kampens åbning, hvor han konstant drev gæk med sin direkte modstander. Derfor var det også ganske logisk, at det var ham, som stod bag Chelseas første mål efter et kvarters spil. Willian sparkede et frispark et godt stykke udefra, og da ingen rørte bolden strøg den i nettet.
Kort efter måtte landsholdsspilleren dog lade sig udskifte med en skade, som i stedet betød, at Diego Costa blev sendt på banen. Den spanske angriber fremtvang kampens andet straffespark mod slutningen af første halvleg, og denne gang blev Oscar sat til at sparke. Den brasilianske 10’er var iskold fra pletten, og dermed kunne Chelsea gå til pause med 2-0 i bagagen. Maccabi Tel Aviv var mindst to klasser under Chelsea-mandskabet.
Chelsea fortsatte med at være i kontrol i anden halvleg, og føringen blev udbygget efter en lille times spil, da Cesc Fábregas sendte en bold ind i feltet, som Diego Costa flot sparkede helt op i krogen.
Hjemmeholdet fortsatte med et spille israelerne rundt i trekanter, og efter 77 minutter satte Fábregas det sidste søm i kisten, da han scorede på tomt mål efter en veludført kontra, hvor Chelsea var fire mod to.
En flot sejr til Chelsea, som udspillede Maccabi Tel Aviv, som dog ikke havde meget at byde på. Det var desuden vigtigt for José Mourinho at få Diego Costa og Fábregas i gang. Der var desuden lovende takter fra Ruben Loftus-Cheek, Oscar og debutanten Abdul Baba Rahman.