Chelsea-profil: Vores sæson kan blive lort
Chelsea blev i onsdags sendt ud af Champions League, og dermed kan man kun vinde Premier League.
Der skal dog ske mirakler, hvis det skal ske. Manchester City må ikke få mere end seks point i de sidste tre kampe, mens Liverpool ikke må få mere end tre point i deres sidste to. Skulle det ske, skal Chelsea vinde deres sidste to kampe, før de kan kalde sig engelske mestre.
Står Chelsea uden en pokal i hånden til sidst, vil det ikke være en acceptabel sæson for Chelsea, mener Luiz.
– Man kan sige, at det vil være en lorte sæson, hvis man står uden trofæer i så stor en klub. Det er sandheden, siger han ifølge Daily Mirror.
– Vi er en stor klub, og vi vil vinde trofæer. Det er normalt at se Chelsea kæmpe om trofæer. Sæsonen, hvor vi vandt Champions League, var en lortesæson, indtil vi vandt to titler til sidst.
Chelsea har Norwich og Cardiff i de to sidste spillerunder.