Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chelsea-profil efter choknederlag: Stor test af mentalitet i vente

Af Asbjørn Sigsgaard
04.04.2021 Kl. 20:53
Chelsea har været flyvende under Thomas Tuchel, men kom bragende ned på jorden med et 2-5 nederlag mod West Bromwich. Christian Pulisic håber, at holdet kan genrejse sig hurtigt

Chelsea var ubesejrede under Thomas Tuchel, da de lørdag løb på banen som storfavoritter mod stærkt nedrykningstruede West Bromwich. Men et tidligt rødt kort til Thiago Silva blev starten på et totalt kollaps, der endte med et overraskende 2-5 nederlag. 

Nu har The Blues blot to point ned til Tottenham og Liverpool på femte- og sjettepladsen i Premier League, og både West Ham og Everton kan overhale dem, hvis de vinder kampene, de har i baghånden. 

Og Chelseas Christian Pulisic, der åbnede scoringen mod West Brom og senere måtte udgå med en skade, anerkender da også, at holdet for alvor kommer på prøve nu.

– Det er en stor test af vores mentalitet, der kommer nu. Vi har nogle virkeligt store kampe i horisonten, udtaler amerikaneren ifølge Goal. 

– Vi var i god form inden landskampspausen, og nu er vi kommet tilbage og har tabt en kamp. Det kan vi ikke dvæle ved, for vi har meget at spille for i både Premier League og Champions League. 

– Nu må vi genoplade batterierne, finde fokus og komme tilbage stærke og klar til næste kamp, tilføjer Pulisic.

Den kommer allerede onsdag, når den første af to Champions League-kvartfinaler mod FC Porto skal spilles i Portugal. Der er kickoff kl. 21.

Annonce