Chelsea om FIFA-beslutning: Vi bliver behandlet anderledes
Chelsea blev i sidste måned idømt en transferkarantæne på to transfervinduer. Englænderne valgte dog hurtigt at appellere dommen i håbet om at få lov til at hente spillere i det næste transfervindue.
Tidligere på dagen gjorde FIFA det dog klart, at de ikke vil fryse Chelseas transferkarantæne, hvilket ikke er faldet i god jord hos London-klubben:
– Chelsea er forbløffet over FIFA's beslutning, skriver klubben i en besked på deres hjemmeside.
– Klubben handlede i overensstemmelse med de relevante bestemmelser og har allerede informeret FIFA, at den har til hensigt at appellere disciplinærkomiteens afgørelse og sanktion.
– For så vidt klubben er klar over, er der i alle tidligere tilfælde, hvor et FIFA-registreringsforbud er pålagt, blevet truffet beslutning om at suspendere sanktionen, indtil appelprocessen er afsluttet.
– I dette tilfælde mener Chelsea, at de bliver behandlet anderledes sammenlignet med andre europæiske klubber.
– Vi vil overveje vores næste skridt, når vi har modtaget de skriftlige årsager til denne beslutning. Klubben noterer sig appelkomiteens erklæring om, at den har ret til apellere til CAS.
FC Barcelona, Real Madrid og Atlético Madrid har tidligere været i samme situation som Chelsea, men dengang valgte FIFA at udsætte karantænerne, hvilket gav dem mulighed for at forstærke sig, mens sagerne blev behandlet.
Selvom dagens nyhed er ikke den bedste for Chelsea, betyder det dog ikke, at slaget er tabt. Som de skriver, har de mulighed for at appellere til den internationale sportsdomstol, CAS.