Chelsea og Everton jagter Serie A-stopper
Antonio Conte har overtaget tøjlerne i Chelsea, og det samme har Ronald Koeman i Everton. De skulle begge være på udkig efter defensive forstærkninger, og The Sun skriver at begge managers har en bestemt senegaleser i kikkerten.
Det handler nemlig om 25-årige Kalidou Koulibaly, der kom til Napoli i 2014 efter at have spillet et par år i både fransk og belgisk fodbold.
Han er en bomstærk og kompromisløs forsvarsspiller, der er vokset med opgaven hos topholdet Napoli. The Suns italienske kilder siger, at Chelsea har fået et bud på cirka 175 millioner kroner afvist. Det skrives i samme omgang, at prisen skal op over 300 millioner kroner før Napoli vil sælge.
Kalidou Koulibaly er 195 cm høj og spillede i den forgangne sæson 33 Serie A-kampe for napolitanerne.