Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chelsea-legende råder Lampard: Bliv i Derby

Af Pelle Rigtrup
15.06.2019 Kl. 08:04
Den tidligere Chelsea-anfører Dennis Wise mener ikke, at det vil være den rette beslutning for Frank Lampard allerede nu at stå i spidsen for the Blues.

Det ligner mere og mere, at Frank Lampard overtager jobbet som Chelsea-manager, mens Maurizio Sarri drager hjem til Italien for at stå i spidsen for Juventus. 

Det er ellers ikke mere end et år siden, at Lampard kastede sig over trænergerningen, men flere tidligere Premier League-profiler har allerede været ude og sige, at Chelsea vil gøre klogt i at ansætte ham. 

Den holdning deler den tidligere Chelsea-anfører Dennis Wise dog ikke: 

– Ærligt talt så overrasker det mig, at han bliver kædet sammen med Chelsea. Han har leveret et godt stykke arbejde i Derby, men det er ikke godt nok bare at føre dem til play-off finalen og så misse oprykning. Det har de prøvet før, udtaler han ifølge talkSPORT. 

– Det vil være godt for ham at blive. Målsætningen i Derby er at rykke op i Premier League, mens Chelsea har en målsætning om at komme i Champions League og vinde trofæer. At tage fra Derby til Chelsea er et stort spring. 

Wise kan dog sagtens forestille sig, at Lampard takker ja til jobbet, hvis han får det tilbudt: 

– Det er risikabelt, men sådan er Frank. Han tør godt tage chancen, men jeg mener ikke, at det er det rette. Han bør udvise tålmodighed. Spillerne i Chelsea vil respektere ham som spiller og person, men hans første opgave bliver at opnå respekt som træner. 

Annonce