Chelsea hyrer superagent for at sikre Nabil Fekir-transfer
Chelsea er på udkig efter forstærkninger i vintertransfervinduet og har ifølge det franske medie L'Equipe hyret superagenten Zahavi for at få transferen af Nabil Fekir til at glide nemmere.
Den franske landsholdsspiller fra Lyon var milimeter fra et skifte til Liverpool i sommeren, men transferen faldt til jorden i sidste minut, da Fekir angiveligt fortsat døjer med knæproblemer efter en operation.
At den transfer gik i vasken har angiveligt ikke skræmt andre bejlere væk. Bayern München skulle se Fekir som en erstatning til Ribery og Robben, men ifølge L'Equipe er det Chelsea, som i øjeblikket er tættest på at nå et gennembrud.
For at hjælpe med at hente Fekir til London har The Blues efter sigende hyret agenten Pini Zahavi, som flere gange tidligere har arbejdet sammen med Roman Abramovich.
Han skal agere mellemmand og hjælpe med at forhandle en aftale på plads, og Zahavi har ifølge rapporten allerede haft indledende kontakt med Nabil Fekirs repræsentanter om et muligt skifte allerede i starten af det nye år.