Chelsea henter Premier League-stjerne
Chelsea har fået sommerens første transfer på plads, og den nykårede Conference League-vinder handler internt i Premier League.
Torsdag aften kan mediet The Athletic rapportere, at London-klubben er nået til enighed med Ipswich Town om en pris for Liam Delap.
Angriberen har en frikøbsklausul på 265 millioner kroner i sin kontrakt, og den trådte i kraft, da Ipswich rykkede ned fra Premier League.
Chelsea har nu indvilget i at betale den transfersum for den 22-årige angriber, som også selv ønsker at skifte til den engelske storklub.
Tidligere på dagen kunne The Athletic rapportere, at Liam Delap havde informeret andre interesserede klubber om, at han ikke ville skifte til nogen af dem, fordi han havde indstillet sigtekornet på Chelsea.
Derfor forventes det heller ikke, at det bliver et problem at forhandle de personlige betingelser på plads med storklubben.
Det er nu den proces, der vil begynde, og så kan Liam Delap formentlig bliver præsenteret inden for ganske kort tid i London-klubben.
Med lidt held kan han allerede optræde for sin nye klub, når VM for klubhold begynder om lidt mere end to uger.
Han har i denne sæson imponeret ved at score 12 gange i Premier League for Ipswich, og han har undervejs gjort ondt på flere af de store klubber.
Både Manchester United, Newcastle og Everton har også været meldt interesserede i englænderen.
Læs mange flere transferrygter lige her.
















