Chelsea-formand: Smertefuldt at fyre Mourinho
Torsdag eftermiddag tog ledelsen i Chelsea den beslutning at fyre Jose Mourinho grundet de dårlige resultater.
Denne lørdag eftermiddag kunne London-klubben så bekræfte ansættelsen af Guus Hiddink, som tidligere har stået i spidsen for Chelsea som midlertidig manager – det gjorde han i 2009.
Guus Hiddink befinder sig på Stamford Bridge, når Chelsea i dag møder Sunderland, mens Steve Holland leder Chelsea-mandskabet.
I kampprogrammet til dagens kamp taler Bruce Buck, der er formand i Chelsea, ud om fyringen af Jose Mourinho.
– Jeg kan garantere Jer for, at det ikke var en let beslutning. Det var smertefuldt for Roman Abramovich og bestyrelsen. Vi vil aldrig glemme Jose Mourinho, og det han har gjort for klubben.
– Han har opnået nogle af de største triumfer, og vi vil altid have stor respekt for ham. Starten på denne sæson har været skuffende for ejeren, bestyrelsen og klubbens fans, og det vil være meget fair at sige, at ingen havde forventet at se os på den placering, som vi besidder lige inden jul.
– Der er stadig masser at spille for – point i Premier League, FA Cup og Champions League – og vi vil give alt i disse turneringer, slutter Bruce Buck.