Chelsea-farvel skal planlægges: Sarris agent kommer til London
Selvom Europa League-finalen blev vundet onsdag aften, er det stadig langt fra sikkert, at Maurizio Sarri er Chelsea-manager næste sæson.
Således er Juventus tilsyneladende fortsat meget interesseret i at få lavet en aftale med italieneren, og ifølge gianlucadimarzio.com er der nu ved at ske en udvikling i sagen.
Mediet rapporterer, at Maurizio Sarris agent flyver til London i dag forud for et møde med bestyrelsen i Chelsea, og her er agentens dagsorden at nå til enighed om, hvordan Chelsea vil gå med til at slippe sin manager til fordel for Juventus.
Interessen fra Juventus kan medføre, at Chelsea ikke vil fyre Maurizio Sarri, da London-klubben øjner en mulighed for at modtage en form for kompensation fra Juventus, hvis den italienske klubs interesse er reel.
Om Chelsea overhovedet vil gå med til at lade Maurizio Sarri gå nu er uvist, men tidligere har manageren udtrykt, at han efter Europa League-finalen ville mødes med klubbens bestyrelse for at diskutere fremtiden.