Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chelsea er i UEFA Youth League-finalen efter straffesparksdrama

Af Morten Bruun Jørgensen
20.04.2018 Kl. 13:32
Chelseas U/19-hold er klar til finalen i UEFA Youth League efter en sejr i straffesparkskonkurrence mod Porto.

Chelsea har vundet to af de seneste tre udgaver af UEFA Youth League, og igen i denne sæson har klubben en stor mulighed for at vinde trofæet.

Den engelske Premier League-klub var blevet parret med Porto i semifinalen i turneringen, og de to klubber kunne i den grad byde hinanden op til dans. I et meget lige opgør skulle der straffesparkskonkurrence til for at finde vinderen.

Det var ellers Chelsea, der kom foran 1-0, da Daishawn Redan scorede efter 29 minutter. Inden pausen fik Diego Queiros bragt balance i regnskabet.

10 minutter før tid lignede Porto vinderholdet, da Mario fik scoret til 1-2, men Joshua Grant sendte kampen ud i straffesparkskonkurrence med sin scoring fire minutter før tid.

I straffesparkskonkurrencen havde Porto alle muligheder for at vinde, men Rui Pires brændte holdets femte spark, og i stedet endte Juan Castillo med at blive den store helt for Chelseas talentfulde mandskab.

I finalen venter enten Manchester City eller Barcelona. De to klubber mødes klokken 17.00.

 

Annonce