Chadli om Alli-mål: Det bedste jeg har set
Dele Alli har taget Premier League med storm efter sit skifte til Tottenham i sommer. Den 19-årige englænder fik hurtigt chancen på midtbanen, da de normale førstevalg blev skadet. Sidenda har den tidligere MK Dons-spiller ikke set sig tilbage og leveret flotte præstationer.
Lørdag slog Dele Alli endnu engang sit navn fast i England, da han scorede et flot mål i Tottenhams 3-1 sejr over Crystal Palace. Den unge englænder modtog bolden fra Christian Eriksen, loppede den over sig selv og flugtede den ind bag en chanceløs Wayne Hennessey.
Flere eksperter har efterfølgende været ude med roser til Spurs-kometen og nu står holdkammeraten Nacer Chadli også klar med rosende ord:
– Som holdkammerat er jeg meget imponeret. Jeg tror aldrig, at jeg har set så flot et mål, siger belgieren til Tottenhams officielle hjemmeside.
– Dele Alli har virkelig imponeret mig i denne sæson. Han ligner en spiller med stor erfaring trods sin unge alder, slutter Nacer Chadli.