Celtic: Kan ikke holde på PL-emne
Celtic-manager Neil Lennon vil ikke blive overrasket, hvis Fraser Forster skifter klub til januar.
Forster har etableret sig selv som en af Europas bedste målmænd efter en række imponerende præstationer for den skotske mesterklub. Han har tiltrukket sig interesse fra bl.a. Manchester United, som efter sigende vil finde £6 millioner frem for at få fat i målmanden.
Og ifølge Celtics manager, Neil Lennon, er et klubskifte bestemt ikke umuligt for Forster.
– Det bliver umuligt at holde på Fraser, når han spiller på den måde, han gør. Det er næsten uundgåeligt, at der kommer en stor klub med et enormt bud.
– Nogle gange er det frustrerende som manager, når du forsøger at opbygge noget, forsøger at gøre fremskridt i klubben, men jeg synes, det er et stort kompliment, at store klubber vil have vores spillere, siger Lennon om Forster, der skiftede Newcastle ud med den skotske klub i 2012 for £2 millioner.
Barcelona og Arsenal er også blevet sat i forbindelse med målmanden.