Cech: Spillede mesterskabssæsoner med brækkede skuldre
Petr Cech var fast inventar i Chelseas startopstilling, da The Blues vandt Premier League i både 2004/05- og 2005/06-sæsonen.
I den periode var tjekken en af verdens bedste målmænd, men det viser sig nu, at han rent fysisk ikke var i topform i de to sæsoner:
– Halvvejs gennem min første sæson i Chelsea brækkede jeg min skulder, men jeg holdt ud og spillede resten af sæsonen, fortæller Cech til klubbens officielle hjemmeside og fortsætter.
– I løbet af sommeren følte jeg, at jeg ville komme mig helt over skaden, men det skete ikke. I løbet af min anden sæson i klubben havde jeg store problemer med skulderen og prøvede at beskytte den, men i løbet af sæsonen skete det samme med min anden skulder. Så jeg spillede min anden sæson med to brækkede skuldre.
– Jeg forsøgte at holde smerten nede til kampene, og jeg prøvede at finde på måder at træne på, så jeg ikke havde store smerter dagligt.
Udover at føre Chelsea til tops sikrede Petr Cech sig blandt andet også en plads på årets hold i 2004/05-sæsonen, hvor Chelsea kun indkasserede 15 mål.