Cech: Arsenal skal lære af Chelsea
Den tjekkiske landsholdsmålmand valgte denne sommer at forlade Chelsea til fordel for Arsenal. Siden sit skifte har Petr Cech været det klare førstevalg på Arsene Wengers mandskab, der indtager andenpladsen i Premier League.
Den tjekkiske målmand kommer nu med råd til sine nye holdkammerater. Han mener, at Arsenal kan lære af sine konkurrenter fra Chelsea:
– I Chelsea havde vi flere kampe, hvor vi vidste, at det ville blive svært at spille vores eget spil. Vi fandt dog altid en løsning, hvilket er en stor evne at have, siger Petr Cech til Sport Magazine.
– Det handler om at tilpasse sig situationen, fordi bliver man ført væk af omgivelserne og sine følelser, så bliver man straffet.
Arsenal har gennem flere sæsoner været kendt for at spille flot fodbold, men hvis klubben vil gøre sig forhåbninger om et engelske mesterskab, så skal The Gunners også være i stand til at vinde de kampe, hvor spillet ikke fungerer:
– Nogle gange skal man droppe sin normale spillestil og holde sig til det basale. Hvis Arsenal bliver bedre til det, så har vi også en bedre chance for at vinde Premier League, slutter Petr Cech.