Carragher: Pengene fyrede Frank de Boer
77 dage og fire Premier League-kampe i spidsen for Crystal Palace blev det til for den hollandske manager Frank de Boer. Mandag meldte London-klubben ud på sin hjemmeside, at man har fyret De Boer.
Ifølge eksperten Jamie Carragher, så skyldes det økonomi og de amerikanske ejeres frygt for at rykke ud af Premier League.
– Crystal Palace kunne godt have beholdt ham, men fyringen kommer direkte fra de amerikanske ejere, siger Carragher til Sky Sports og påpeger et stort økonomisk incitament til en fyring som denne:
– Den store frygt for dem er, at de ender i en situation som i sidste sæson, hvor de skulle lave en ændring i sidste sekund med Sam Allardyce, der kom ind og reddede tingene efter jul.
– Ejerne i dag ved, at den investering de har lavet i klubben er afhængig af at blive i Premier League. Der ligger et kæmpe pres der. Pengene gør Premier League til hvad det er i dag og det er det, vi elsker ved det, men det er også det, der har en negativ effekt i managerfyringer og i de unge spillere, der ikke får chancen nu, siger Carragher.
Crystal Palace har fået en forfærdelig indledning på Premier League-sæsonen med fire nederlag i fire kampe. Samtidig har holdet ikke formået at score et eneste mål – det er første gang i Premier League-historien, at et hold taber de fire første uden at lave så meget som et eneste mål.